Kognitive bias: en praktisk guide for ledere, der skal træffe beslutninger under usikkerhed

Engelsk version (English version)
En kognitiv bias er en systematisk bedømmelsesfejl: en forudsigelig måde, hvorpå menneskets tænkning afviger fra fakta, især når der står meget på spil, informationen er ufuldstændig, og tiden er knap. Psykologerne Amos Tversky og Daniel Kahneman gav idéen et videnskabeligt grundlag i 1974. De viste, at de mentale genveje, vi bruger til at vurdere sandsynligheder, ganske vist oftest er effektive, men at de „fører til systematiske og forudsigelige fejl“ (Tversky & Kahneman, Science, 1974). Det vigtige ord er systematisk. En bias er ikke en tilfældig fejl, der udligner sig selv i et skarpt team. Den skubber alle i lokalet i samme retning.
Jeg har undervist ledere, analytikere og embedsfolk i kognitive bias i næsten tyve år på mit videregående kursus i strategisk analyse. Det, der bliver hængende, er aldrig listen over bias. Det er erkendelsen af, at intelligens, erfaring og gode hensigter ikke beskytter. Topledere er ofte mere udsatte, fordi deres selvsikkerhed er blevet belønnet så længe.
Denne guide forklarer, hvad en kognitiv bias er, hvorfor den betyder noget for alle med ansvar for strategi, de seks familier af bias, jeg underviser i, og de metoder, der faktisk mindsker skaden. De artikler og den video, der linkes til, er på engelsk.
Hvorfor kognitive bias er et strategiproblem og ikke et psykologiproblem
De fleste organisationer investerer massivt i data og meget lidt i kvaliteten af den dømmekraft, der anvendes på dataene. Det er omvendt. Da Dan Lovallo og Olivier Sibony fra McKinsey undersøgte 1.048 store forretningsbeslutninger, fandt de, at kvaliteten af beslutningsprocessen betød mere for resultaterne end kvaliteten af analysen, „med en faktor seks“ (Lovallo & Sibony, McKinsey Quarterly, 2010).
På mit kursus beskriver jeg problemet sådan: Fremtidsanalyse hviler på tre sæt data, hver især „indhyllet i sin egen slags mysterium“. Der er strukturelle faktorer (institutioner, kultur, langsigtede tendenser), aktørernes beslutninger (hvad virksomheder og regeringer vælger at gøre) og jokere (tilfældige begivenheder og utilsigtede følger). Bias forvrænger alle tre. De afgør, hvilke tendenser vi gider undersøge, hvordan vi læser en konkurrents hensigter, og hvor alvorligt vi tager en usandsynlig begivenhed, før den indtræffer.
Store virksomheder gør det værre. De drives efter kommando og kontrol og belønner dem, der holder sig til planen. Strategiske brud kommer derimod hurtigt og udefra. Resultatet er en organisation, der er rigtig god til at gennemføre gårsdagens strategi og rigtig dårlig til at opdage, at den er udløbet.
Der er også en generationsfælde. Som jeg skrev i How to Predict the Future…and WIN!, danner man sine grundlæggende overbevisninger tidligt i karrieren og får først reel magt sent. Antagelser, der gjorde en leder succesfuld for årtier siden, projiceres ud på en verden, de ikke længere passer til. Begrænsninger, han husker, kan være forsvundet, og ressourcer, han tog for givet, kan være opbrugt.
Gudfaderen: Richards Heuer og Psychology of Intelligence Analysis
Hvis kognitive bias har en skytshelgen i efterretningsverdenen, er det Richards J. Heuer Jr., fagets gudfar. Heuer (1927–2018) kom til CIA omkring 1951 og gjorde tjeneste i 28 år i dens operative og analytiske direktorater, hvorefter han i årtier arbejdede som konsulent for efterretningstjenesterne. I 1999 udgav CIA’s Center for the Study of Intelligence hans bog Psychology of Intelligence Analysis, som stadig er det mest brugbare, der er skrevet om, hvordan analytikere narrer sig selv (Heuer, CIA, 1999). Den er gratis. Enhver leder bør læse den.

Heuer fremførte tre argumenter, som stadig præger den måde, jeg underviser på:
- Perception er aktiv, ikke passiv. Vi modtager ikke bare information. Vi konstruerer den, og det, vi allerede tror på, afgør, hvad vi bemærker. Heuer kaldte det analytikerens tankesæt: „en skærm eller linse, som man opfatter verden igennem“. To analytikere med forskellige tankesæt, der læser de samme telegrammer, vil nå frem til forskellige vurderinger, og begge vil være skæve.
- At kende en bias kurerer den ikke. Heuer sammenlignede kognitive bias med optiske illusioner: Fejlen forbliver overbevisende, selv når man ved, at den er der. Derfor er undervisning alene ikke nok, og derfor har man brug for strukturerede metoder.
- Struktur slår viljestyrke. Fordi man ikke bare kan beslutte sig for at være upartisk, har man brug for procedurer, der tvinger alternativerne på bordet. Heuers svar var analyse af konkurrerende hypoteser (ACH), som jeg vender tilbage til nedenfor.
Et af Heuers mest foruroligende fund er det, han kaldte vedvarende indtryk baseret på miskrediterede beviser. I de forsøg, han byggede på, holdt folk fast i deres vurdering, som de havde dannet ud fra information, der senere viste sig at være falsk, også efter at de havde fået at vide, at informationen var falsk (Ross, Lepper & Hubbard, 1975). I en organisation betyder det, at en tilbagetrukket kilderapport kan blive ved med at styre beslutninger i årevis, længe efter at alle har glemt, hvor konklusionen kom fra. Jeg beskrev et politisk eksempel i Persistence of Impressions and the 25th Amendment.
De seks familier af kognitive bias
Der findes intet officielt antal kognitive bias. Populære lister nævner over 180, hvilket ikke hjælper nogen med at træffe en beslutning en tirsdag eftermiddag. På mit kursus samler jeg 44 i seks familier, ordnet efter hvor i analyseprocessen de gør skade. Her er familierne med de bias, der efter min erfaring gør mest skade.
| Familie | Hvad der går galt | Bias at holde øje med først |
|---|---|---|
| Sociale | Hvad andre mener, vejer tungere end fakta | Falsk konsensus, flokinstinkt, illusionen om asymmetrisk indsigt |
| Hukommelse og perception | Hjernen redigerer sagsmappen, før du ser den | Tankesæt, levendegørelsesbias, vedvarende miskrediterede beviser |
| Årsag og virkning | Vi påtvinger begivenheder en fortælling, de måske ikke har | Forkærlighed for kausale forklaringer, konspirationsbias, attributionsfejl |
| Beslutning | Dømmekraften svigter i valgets øjeblik | Bekræftelsesbias, normalitetsbias, irrationel eskalering |
| Sandsynlighed | Mennesker kan ikke regne | Forankring, tilsidesættelse af basisrater, overlevelsesbias, bagklogskabsbias |
| Garlands skattekiste | Metodefejl, som ingen andre katalogiserer | De store mediers fælde, dynamisk uvidenhed, „denne gang er det anderledes“ |
1. Sociale bias: når lokalet vinder over fakta

Falsk konsensus-effekten er tendensen til at antage, at vores synspunkter deles bredt, og til at tage stilhed i lokalet for enighed. Lee Ross og kolleger dokumenterede den i 1977 (Ross, Greene & House, 1977). I organisationer ansætter, forfremmer og omgås analytikere hinanden, indtil afdelingens syn føles som „det, alle mener“. Konsensussen er ægte. Den er også lokal.
Flokinstinktet er flertallets tiltrækningskraft som social dækning. At sige lokalet imod koster status; at være enig koster intet. Over en hel karriere taler regnestykket for konsensus, uanset om den er rigtig eller forkert. Organisationen får så det samme svar fra mange mennesker og tager det for uafhængig bekræftelse. (Mere herom i Social Cognitive Bias: Herd Instinct.)
Illusionen om asymmetrisk indsigt er troen på, at vi forstår vores konkurrent, kunde eller modstander bedre, end de forstår os (Pronin et al., 2001). Den anden side antager det samme. Når begge sider tror, at de har det analytiske overtag, justerer ingen af dem deres vurdering i lyset af den andens adfærd.
Dunning-Kruger-effekten hører også hjemme her. De, der ved mindst om et emne, har tendens til at overvurdere deres egen kompetence mest (Kruger & Dunning, 1999). Modtageren af efterretninger kan ofte ikke skelne ekspertens selvsikkerhed fra den uvidendes, og den sidste gør sig ofte bedre på møder. Glem dog ikke anden del af deres undersøgelse! Dunning og Kruger viser også eksperternes kognitive forvrængning: De antager, at almindelige mennesker vil stole på dem og forstå deres synspunkter. Både mestre og nybegyndere lider under de kognitive bias, som deres arbejde afdækkede.
2. Bias i hukommelse og perception: hjernen redigerer sagsmappen
Tankesættet, Heuers centrale begreb, er den eksisterende mentale model, der filtrerer, hvilke beviser du bemærker. Det klassiske eksempel er oktober 1973. Den israelske efterretningstjeneste holdt fast i et „koncept“ om, at Egypten ikke ville angribe uden en langtrækkende angrebskapacitet, som landet endnu ikke havde. Tegnene på mobilisering blev observeret, men tolket som øvelser, fordi konceptet sagde, at et angreb var umuligt.
Levendegørelsesbias giver én slående historie mere vægt end en stor mængde kedelig statistik. Den menneskelige kilde med den farverige detalje flytter vurderingen mere end databasen, der peger i den modsatte retning. Afhopperen med dæknavnet Curveball, hvis levende, men ubekræftede beretninger om mobile laboratorier til biologiske våben formede 2002-vurderingen af Irak, er skoleeksemplet. (Jeg analyserer sagen i min video Deep Dive: The Iraq War Intelligence Fraud.)
Fravær af beviser er manglende evne til at veje det, der mangler. Hvis en hypotese er sand, burde visse beviser dukke op. Når de ikke gør det, er stilheden et bevis, men den lander aldrig i indbakken. Den skal bygges op med vilje. Jeg viste, hvordan det udspillede sig før Irakkrigen, i Operation Iraqi Freedom, Cognitive Bias, and Intelligence.
3. Bias om årsag og virkning: fortællingen, vi påtvinger
Når noget stort sker, leder vi efter en aktør med en hensigt. Forkærligheden for kausale forklaringer tilskriver begivenheder for meget bevidst planlægning og for lidt tilfældighed, drift og støj. Lynkrakket i maj 2010 blev først tilskrevet koordineret manipulation. Efterforskerne pegede senere snarere på et enkelt stort automatiseret salg, der ramte for lav likviditet.
Konspirationsbias er en nær slægtning: at se samstemte udfald som bevis på central styring, når uafhængige aktører med de samme incitamenter alligevel ville ende samme sted. Nogle gange styrer nogen faktisk. Disciplinen består i at kræve beviser for den styring, ikke blot samtidighed.
Den fundamentale attributionsfejl fuldender familien: Vi forklarer andres adfærd med deres karakter og vores egen med omstændighederne.
4. Beslutningsbias: svigt i valgets øjeblik
Bekræftelsesbias er tendensen til at søge efter og foretrække information, der bekræfter det, vi allerede tror. Raymond Nickersons oversigtsartikel kaldte det „et allestedsnærværende fænomen i mange skikkelser“ (Nickerson, 1998). Det er den bias, som enhver leder har hørt om, og som næsten ingen har en procedure imod. I How to Predict the Future…and WIN! beskriver Dr. Egon en klient, der havde sat sit omdømme ind på en undersøgelse, som skulle bekræfte hans fordomme. Da resultaterne modsagde dem, finkæmmede han rapporten for slåfejl, fandt et forkert stavet ekspertnavn og erklærede det hele sjusket. Alle, der nogensinde har overbragt dårlige nyheder til en topleder, har mødt det.
Normalitetsbias er afvisningen af at forberede sig på problemer uden fortilfælde, fordi noget lignende aldrig er sket før. Det er biasen hos den, der bliver i huset, mens vandet stiger. Jeg har lavet en kort lektion om den: Why Normalcy Bias Can Wreck Your Decisions.
Irrationel eskalering er at kaste gode penge efter dårlige, at træffe en hurtig og forkert beslutning, så en tidligere, mislykket beslutning ser klog ud. Status quo-bias, dokumenteret af William Samuelson og Richard Zeckhauser, er forkærligheden for den eksisterende tilstand, selv når forandring koster mindre (Samuelson & Zeckhauser, 1988).
Mit kursus tilføjer to beslutningsbias, som jeg ser hele tiden i virksomheder. Faglig bias er at filtrere en ny situation gennem sin egen branches jargon i stedet for gennem et bredt blik på verden. „Ikke opfundet her“-syndromet er automatisk at vurdere enhver brugbar løsning udefra som ringere.
5. Sandsynlighedsbias: mennesker kan ikke regne

Forankring er tiltrækningskraften fra det første tal, man hører. Tversky og Kahneman viste, at selv vilkårlige startværdier trækker skøn i deres retning (Tversky & Kahneman, 1974). Tilsidesættelse af basisrater er at ignorere, hvor ofte noget sker generelt, fordi sagen foran en føles speciel.
Overlevelsesbias er kun at studere vinderne. Virksomhederne i ledelsesbogen havde succes; de hundrede, der fulgte samme strategi og fejlede, står ikke i bogen. (Se Survivorship Bias Lesson.)
Bagklogskabsbias er „det vidste jeg hele tiden“-effekten. Baruch Fischhoff viste i 1975, at folk, når de kender udfaldet, overvurderer, hvor forudsigeligt det var (Fischhoff, 1975). Den ødelægger i det stille enhver evaluering bagefter: Hvis du husker, at du havde ret, har du intet at lære.
Tilgængelighedsbias vurderer sandsynligheden for en begivenhed ud fra, hvor let eksempler dukker op i tankerne, og derfor ligner sidste kvartals krise altid næste kvartals mest sandsynlige risiko. (Mere i Availability Bias.)
6. Garlands skattekiste: fejlene, som ingen andre katalogiserer
Tredive års læsning af virksomheders strategipræsentationer har lært mig, at nogle af de værste analytiske fejl ikke står i nogen lærebog i psykologi. Jeg samler dem under en bevidst uakademisk overskrift. Et par favoritter:
- De store mediers fælde. At stole på en journalists sammenfatning i stedet for den oprindelige forskning. Medierne er sekundære distributører af andre institutioners arbejde, og deres håndværk er at gøre ting nyhedsværdige. Gå til kilden.
- At sætte lighedstegn mellem størrelse og betydning. At antage, at store virksomheder og vigtige mennesker betyder mere end små, disruptive aktører. Udfordreren er som regel „lille“ indtil præcis det øjeblik, hvor den ikke længere er det.
- Dynamisk uvidenhed. At tro, at ens model er fuldstændig, fordi systemkortet rummer alt, hvad der virker indlysende for en, mens de virkelige løftestænger ligger uden for det.
- At nægte at tro på latterlige ting. At afvise en mulighed, fordi den lyder absurd, i en verden, der allerede kører på ting, der engang virkede absurde: computere mindre end et værelse, kvinder i alle erhverv, rige kinesiske kommunister.
- „Denne gang er det anderledes.“ Ikke at genkende en boble lige efter, at den forrige er bristet.
- SWOT-sløvhed. At fodre et gammelt, forenklet værktøj med tynde data og konkludere, at „virksomheden bør tage kampen op med sine konkurrenter og finde nye profitable markeder“.
Hvorfor bias gør mest skade i fremtidsanalyse
Bias er farlige i al analyse, men værst, når man tænker på fremtiden, for fremtiden giver ingen umiddelbar tilbagemelding. En fejllæsning af sidste kvartals tal bliver rettet næste kvartal. En forkert antagelse om det kommende årti kan leve i fem år uden at blive udfordret.

Jeg argumenterede for det i min første bog, Future, Inc.: How Businesses Can Anticipate and Profit from What’s Next (AMACOM, 2007): „Fremtidsforskningens hovedregel er, at hvis konklusionerne bekræfter alt, hvad du altid har ment om verden, og hvor den er på vej hen, er de værdiløse.“
Bogen fortæller om en leder fra ingeniørbranchen, som jeg arbejdede med i 2000. Vores fremtidsstudie forudså, at bygningsarbejdere i 2015 ville bære enkle, robuste håndholdte enheder til at opdatere tegninger og holde styr på værktøj på byggepladsen. Han nægtede at acceptere det. Bygningsarbejdere, ræsonnerede han, bruger ikke computere. Én iagttagelse brød dødvandet: Selv fattige børn havde en PlayStation. De mindst kvalificerede arbejdere i 2015 ville være vokset op med menustyrede spillekonsoller og software. Hans skjulte antagelse var, at morgendagens arbejdsstyrke ville være den samme som dagens. Som jeg skrev dengang, er nogle antagelser overbevisninger, „hvis grunde er skjult selv for os selv, og som ubevidst farver vores syn på fremtiden“.
I min anden bog, How to Predict the Future…and WIN! (2011), valgte jeg satiren. En opdigtet konsulent, Dr. P. Hughes Egon, giver 25 garanterede råd til at ødelægge en organisations fremtidsarbejde, fra „Lyt kun til de store medier“ over „Planlæg ud fra ét enkelt scenarie“ til „Begynd med konklusionerne“. Hvert af dem er en kognitiv bias i jakkesæt. Bogens alvorlige konklusion står ved magt: „Fremtidsforskningens største værdi ligger ikke i prognosernes træfsikkerhed, men i udforskningen af antagelser, der aldrig er blevet udfordret.“
Derfor underviser jeg i scenariearbejde sammen med kognitive bias, og derfor anvender jeg det, jeg kalder firescenarie-reglen:
- Ét scenarie er officiel PR.
- To scenarier er godt mod skidt, og alle vælger det gode.
- Tre scenarier er falsk mådehold; alle vælger det midterste.
- Fire scenarier tvinger beslutningstageren til at se på dataene og vælge.
Det fjerde scenarie er ikke til for at forudsige. Det er til for at tvinge organisationen til at diskutere sine antagelser, før virkeligheden gør det.
Sådan mindsker man kognitive bias: hvad der virker

Kognitive bias kan ikke elimineres. Men man kan indføre procedurer, der fanger dem. Her er dem, der har belæg i forskningen, og dem, jeg bruger med kunder.
1. Analyse af konkurrerende hypoteser (ACH). Heuers metode kræver, at man opstiller alle rimelige hypoteser og derefter vurderer hvert bevis op mod dem alle på én gang. Det afgørende greb er at lede efter beviser, der modbeviser en hypotese, ikke efter beviser, der støtter favoritten. For at være fair er de eksperimentelle resultater blandede. En undersøgelse fra 2019 med 50 analytikere viste, at analytikere uddannet i ACH ofte sprang trin over, at effekten på bekræftelsesbias var ujævn, og at metoden endda kunne øge fejlene (Dhami, Belton & Mandel, 2019). Jeg bruger den alligevel, fordi dens egentlige værdi er at gøre antagelser synlige og til genstand for diskussion, og fordi en metode, der bruges ordentligt, er mere værd end en halvhjertet.
2. Pre-mortem. Før en beslutning er endelig, forestiller teamet sig, at den er slået spektakulært fejl, og skriver ned hvorfor. Gary Klein gjorde metoden kendt (Klein, Harvard Business Review, 2007). Han henviser til forskning i „prospektiv bagklogskab“, altså at forestille sig, at en begivenhed allerede er sket, hvilket forbedrede evnen til at udpege årsager til et udfald med omkring 30 procent (Mitchell, Russo & Pennington, 1989).
3. Undervisning, gjort rigtigt. I årevis gik man ud fra, at det gav lidt at undervise i bias. Nyere forskning er mere opmuntrende. I én undersøgelse mindskede en enkelt session med et interaktivt træningsspil bias med mindst 32 procent med det samme og med mindst 24 procent to måneder senere (Morewedge et al., 2015). I en stor geopolitisk prognoseturnering „forbedrede undervisning, teamwork og opfølgning prognosernes træfsikkerhed betydeligt“, og et kort modul om sandsynlighedsræsonnement blev ved med at give resultater over tid (Mellers et al., 2014).
4. Skriv ned, hvad du forventer at se. Notér for hver hypotese de beviser, der burde dukke op, hvis den er sand. Tjek derefter, hvilke der mangler. Det er kuren mod fejl, der skyldes fravær af beviser, og den koster ingenting.
5. Indtag udefraperspektivet. Før du laver prognoser for dit eget projekt, så spørg, hvordan lignende projekter normalt ender. Basisrater gør en ydmyg, og det er netop pointen.
6. Gå til den oprindelige kilde. Læs undersøgelsen, indberetningen, datasættet, ikke artiklen om dem. Tjek, hvem der har produceret dataene, og hvad de skulle vise.
7. Beløn budbringeren med dårlige nyheder. Ingen metode overlever en kultur, der straffer den, der bringer det ubekvemme scenarie på bane. „Latterliggørelse er gift“, skrev jeg i How to Predict the Future…and WIN! Hvis et svagt signal mødes med latter, udsætter organisationen sig for „ukloge beslutninger, der cementeres af gruppetænkning“. Ledelsen skal gøre det trygt at være uenig og derefter forventet.
Ofte stillede spørgsmål om kognitive bias
Hvad er en kognitiv bias, kort sagt?
En kognitiv bias er en forudsigelig tankefejl: en mental genvej, der fører folk til den samme forkerte konklusion i samme retning, især under usikkerhed.
Hvor mange kognitive bias findes der?
Der er intet officielt tal. Populære kataloger nævner over 180. Til praktiske beslutninger betyder nogle få dusin noget. Jeg underviser i 44, inddelt i seks familier.
Hvad er forskellen på en heuristik og en bias?
En heuristik er en mental genvej, og som regel virker den. En bias er den systematiske fejl, genvejen giver, når den bruges i den forkerte situation.
Hvem var Richards Heuer?
Richards J. Heuer Jr. var en mangeårig CIA-medarbejder og forfatter til Psychology of Intelligence Analysis (1999), grundteksten om kognitive bias i efterretningsarbejde. Han udviklede også analyse af konkurrerende hypoteser.
Kan kognitive bias elimineres?
Nej. Ligesom optiske illusioner består bias, selv når man kender dem. Skaden kan mindskes med strukturerede metoder, udefraperspektivet, pre-mortem og en kultur, der belønner uenighed.
Samarbejde med Competitive Futures
Den fulde version af dette stof, alle 44 bias og metoderne til at modvirke dem, underviser jeg i på mit videregående kursus i strategisk analyse for ledergrupper og analytikere. Hvis jeres organisation står over for en beslutning, hvor en forkert antagelse ville blive dyr, så bed om en samtale på 20 minutter. Jeg fortæller jer, hvor jeg ville begynde.
Flere analyser fra Competitive Futures (på engelsk)
- What Is a Social Cognitive Bias?
- Mirror Imaging: The CIA’s Warning About Predicting Iran
- You Must Understand Cognitive Bias and AI
- Strategic Mind Traps: Probability Bias
- Strategic Mind Traps: Decision-Making Bias
Kilder
- Dhami, M. K., Belton, I. K., & Mandel, D. R. (2019). The “analysis of competing hypotheses” in intelligence analysis. Applied Cognitive Psychology, 33(6), 1080–1090. https://doi.org/10.1002/acp.3550
- Fischhoff, B. (1975). Hindsight ≠ foresight: The effect of outcome knowledge on judgment under uncertainty. Journal of Experimental Psychology: Human Perception and Performance, 1(3), 288–299. https://doi.org/10.1037/0096-1523.1.3.288
- Garland, E. (2007). Future, Inc.: How Businesses Can Anticipate and Profit from What’s Next. AMACOM.
- Garland, E. (2011). How to Predict the Future…and WIN!
- Heuer, R. J., Jr. (1999). Psychology of Intelligence Analysis. Center for the Study of Intelligence, Central Intelligence Agency. https://www.cia.gov/resources/csi/books-monographs/psychology-of-intelligence-analysis-2/
- Klein, G. (2007, September). Performing a project premortem. Harvard Business Review. https://hbr.org/2007/09/performing-a-project-premortem
- Kruger, J., & Dunning, D. (1999). Unskilled and unaware of it: How difficulties in recognizing one’s own incompetence lead to inflated self-assessments. Journal of Personality and Social Psychology, 77(6), 1121–1134. https://doi.org/10.1037/0022-3514.77.6.1121
- Lovallo, D., & Sibony, O. (2010, March). The case for behavioral strategy. McKinsey Quarterly. https://www.mckinsey.com/capabilities/strategy-and-corporate-finance/our-insights/the-case-for-behavioral-strategy
- Mellers, B., et al. (2014). Psychological strategies for winning a geopolitical forecasting tournament. Psychological Science, 25(5), 1106–1115. https://doi.org/10.1177/0956797614524255
- Mitchell, D. J., Russo, J. E., & Pennington, N. (1989). Back to the future: Temporal perspective in the explanation of events. Journal of Behavioral Decision Making, 2(1), 25–38. https://doi.org/10.1002/bdm.3960020103
- Morewedge, C. K., Yoon, H., Scopelliti, I., Symborski, C. W., Korris, J. H., & Kassam, K. S. (2015). Debiasing decisions: Improved decision making with a single training intervention. Policy Insights from the Behavioral and Brain Sciences, 2(1), 129–140. https://doi.org/10.1177/2372732215600886
- Nickerson, R. S. (1998). Confirmation bias: A ubiquitous phenomenon in many guises. Review of General Psychology, 2(2), 175–220. https://doi.org/10.1037/1089-2680.2.2.175
- Pronin, E., Kruger, J., Savitsky, K., & Ross, L. (2001). You don’t know me, but I know you: The illusion of asymmetric insight. Journal of Personality and Social Psychology, 81(4), 639–656. https://doi.org/10.1037/0022-3514.81.4.639
- Ross, L., Greene, D., & House, P. (1977). The “false consensus effect”: An egocentric bias in social perception and attribution processes. Journal of Experimental Social Psychology, 13(3), 279–301. https://doi.org/10.1016/0022-1031(77)90049-X
- Ross, L., Lepper, M. R., & Hubbard, M. (1975). Perseverance in self-perception and social perception: Biased attributional processes in the debriefing paradigm. Journal of Personality and Social Psychology, 32(5), 880–892. https://doi.org/10.1037/0022-3514.32.5.880
- Samuelson, W., & Zeckhauser, R. (1988). Status quo bias in decision making. Journal of Risk and Uncertainty, 1(1), 7–59. https://doi.org/10.1007/BF00055564
- Tversky, A., & Kahneman, D. (1974). Judgment under uncertainty: Heuristics and biases. Science, 185(4157), 1124–1131. https://doi.org/10.1126/science.185.4157.1124